Nyhavn 16z  1051 Kbh k

»Sylvia«

En monolog om forfatterinden Sylvia Plath
9. - 18. november 2017
Man-fre. kl. 20
Lør. kl. 17

Et intenst portræt af den ikoniske forfatterinde Sylva Plath, der trods sit korte liv er blevet stående som en af det tyvende århundredes største kvindelige forfattere. Fortalt hudløst og ærligt med hendes egne ord, om forfatterambitioner, depression, selvmordsforsøg, elektrochok, og mødet med den store kærlighed, digteren Ted Hughes.


En forestilling, der giver et usentimentalt indblik i et kompliceret sind, og deler besværet og smerten ved dét at være menneske.


”Helt rørende… og ægte tragisk… Men værst - og derfor bedst – er det, når hun får sine digte afvist af forlaget og føler det som ”at få en kræftsyg elsker tilbage fra lighuset”.
”Sylvia” er noget nær fremragende, naturligvis fordi materialet har det hele fra digterens egen hånd.”
Klaus Rothstein, Weekendavisen.

 

"Bådteatret har fået fornemt besøg af selveste Sylvia Plath i Pernille Lyneborgs skikkelse. Det er det lille produktionsselskab "Obskuret", der står bag denne velformede monolog, som er baseret på forfatterindens hovedværk "Glasklokken" samt hendes dagbøger og digte.

Sylvia Plath blev ikke kun en muse for alverdens feminister, men har for længst slået sit navn blandt de store forfattere og SYLVIA er en forestilling, der stimulerer vores lyst til at stifte nærmere bekendtskab med hende. Også filmen "Sylvia" med Gwyneth Paltrow som Sylvia og Blythe Danner som hendes mor kan anbefales som supplement til forfatterskabet.

Rollen som Sylvia Plath er ganske krævende for den fordrer både skarp intelligens og hudløs sårbarhed. Men lykkeligvis rummer Pernille Lyneborg begge dele og meget mere.

Vi følger hendes SYLVIA i sit forsøg på at løsrive sig fra moderdyret og i hendes voldsomme forhold til digteren Ted Hughes. Vi mærker ikke blot behovet for at skrive men også kampen for at gøre det. Hun skal mobilisere en selvtillid, som hun måske slet ikke har og de fortvivlede selvmordsforsøg, som så til sidst bliver mere end forsøg.

SYLVIA kunne nemt være blevet et uudholdelig traurig oplevelse, men med Susanne Storm som kyndig instruktørkonsulent har forestillingen opnået scenisk variation understøttet af et flot lysdesign. Men det er og blive Pernille Lyneborgs præstation forestillingen afhænger af, og den er så betagende, at man fristes til at kalde den for karrierens allersmukkeste skuespillerbedrift."

CPH Culture, Michael Søby


Med: Pernille Lyneborg
Instruktionskonsulent: Susanne Storm
Scenografi og lysdesign: Søren Romer
Dramatisering: Pernille Lyneborg og Susanne Storm
Foto og grafisk design: Lieb
Producent: OBSKURET


www.obskuret.dk