Nyhavn 16z  1051 Kbh k

»Slag«

Når hjernen bløder
Livet med en hjerneskade bliver nærværende på Bådteatret
24. august - 14. september 2017
Tirsdage kl. 10.00
Onsdage, Torsdage, Fredage kl. 20.00
Lørdage kl 17.00

OBS - Vær opmærksom på at Bådteatret ikke er egnet for folk med gangbesvær.

Med et slag var der ingenting…. Jeg svævede i ingenmandsland.

 

 

 

XQ28.dk

 

 

KOP Kultur

 

 

Den4væg.dk

 

 

Kulturkongen.dk


Anmeldelse af Michael Svennevig

"Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gør det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød."


Uddrag af anmeldelse af Weekendavisen

" I Rolf Heims fortrinlige instruktion finder vi både smerten, kampen og selvbebrejdelsen. Kvints ene arm tæsker løs på den anden i et desperat forsøg på at vække lammelsen til live.. Den poetiske projicering af dukkehuset opblandes med realoptagelser af Kvint tilsat et brusende, dystert lydlandskab. Resultatet er en dragende intimitet, der minder om både canadiske Robert Lepages erindringsfortælling 887 (2015) og Impossible (2016), Edward Lloyd Pierce sci-fi-version af Orfeus på Husets Teater."


Danske Seniorer

"65 intense minutter er, hvad det tager Helene Kvint og Jakob Stage at visualisere alt det, der sker, når en, man elsker, bliver ramt af en hjerneblødning: den enes desperate håb om, at alt bliver godt, den andens resignation – fordi alt synes udsigtsløst, den enes forvandling fra et aktivt menneske og partner til en ”halv grøntsag”, den andens fra elsker, kæreste, partner til omsorgsgiver med ansvar for alt i huset. Og nedenunder alt det, der forandres, findes stadig et menneske med behov for ømhed og kærlighed.

Tankevækkende … og bestemt værd at se …"


 

Hvert år får godt 20.000 voksne i Danmark en hjerneskade. 11.000 hjerneskader skyldes blodprop eller blødning i hjernen, og resten skyldes hjerneskader efter ulykker, kræft, iltmangel, infektioner m.m. 120.000 danskere lever med følgerne af en hjerneskade. Til det tal skal man lægge alle deres pårørende.

 

Kendsgerningerne – de tørre tal, danner den golde ramme for Bådteatrets forestilling SLAG, som viser publikum de sider af livet, som man aldrig snakker om. Bagsiden af parforholdet og løftet om evig tosomhed. Det smukke og det grimme, når ens partner for livet, med et slag bliver et hylster med et andet indhold. En forandring, som sker for både den syge og den raske partner.

 

Forestillingen tager udgangspunkt i et ægtepar hvor kvinden forandres efter en blodprop. Vi møder ægteparret: han er sig selv, hun er forandret. Lag efter lag udfoldes deres liv og konflikter i et samspil mellem video og sceniske aktioner.

De skændes, og hun prøver at få ham til at forstå, hvor hun er henne. Men han forstår ikke. De ord hun siger, giver ikke mening for ham. Hendes frustrationer over ikke at kunne kommunikere og fortælle, vises gennem et visuelt scenesprog hvor hvor bl.a. et dukkehus og dens rum får en vigtig rolle i scenografien. Der bruges videoanimation, lys, lyd og tekstfragmenter danner billeder af hvad der foregår i kvindens hjerne.

SLAG fortæller om tragedien efter en blodprop og viser hjernens associationer i frit fald og kærligheden, der presses og testes til det yderste. Når dén man elsker fra den ene dag til den anden uigenkaldeligt bliver en anden, og når velfungerende tosomhed pludselig afløses af frustration, fortvivlelse og personlighedsopløsning.


SLAG træder ud og ind af hjernen og skildrer både det sete og det udsete. Lag efter lag udfoldes ægteparrets liv og konflikter.

 


Idé Helene Kvint

Medvirkende Helene Kvint, Jacob Stage

Instruktion Rolf Heim
Videokunst Helle Lyshøj

Lyddesign Erik S. Christoffersen

Lysdesign Jon Gelting

Scenerum og kostumer Camilla Lind