4,1 PROMILLE
 
 
 

Spilleperiode: 10.-30. marts
man - ons kl. 11, tor og fre kl. 20, lør kl. 17

Vi gør opmærksom på, at forestillingen IKKE spiller den 31. som annonceret mange steder. Det skyldes mange ekstra dagforestillinger.

ET TEATERFOREDRAG OM AT DRIKKE SIG I HEGNET

Hver dansker over 14 år drikker i gennemsnit 12 liter ren alkohol om året! De unge debuterer tidligt – godt halvdelen af alle 13 årige har drukket alkohol. 57 % af de 15-årige har været fulde mindst to gange. Men hvad gør alkohol konkret ved hjernen? Hvornår sætter rusen ind og dømmekraften ud? Hvornår er Lars fuld nok til at lægge an på Signe? Hvor meget skal Signe drikke, før hun lader Lars få en hånd op under kjolen? Har Lars ikke en kæreste og må Signe overhovedet drikke for sin mor?

4,1 PROMILLE er en teaterforestilling om alkohol og druk fra 14 til 99 år. Med en alkoholpromille på 4,1 er man i koma og risikerer at dø! Hvert år bliver ca. 3000 unge kørt på skadestuen med en akut alkoholforgiftning. Men hvad sker der egentlig, hvis man går i koma? Skal Jesper ringe efter en ambulance, da han finder Jeanette liggende i haven? Ved Jeanettes far, at hun er til fest? Og ved Jeanette, hvad hun har lavet, da hun vågner dagen efter på hospitalet?

4,1 PROMILLE er en teaterforestilling om at drikke sig i hegnet. Om vennerne der er stive, om pigen eller fyren, man er så hamrende vild med, om drømmene for fremtiden, om at være usikker og om sprutten, der hjælper på det hele. Om tømmermændene og om far der vist også drikker lidt for meget …

Forestillingen er baseret på research og interivews med forskere, eksperter, unge og deres forældre.

4,1 PROMILLE er en fiktion skabt på baggrund af fakta.

MEDVIRKENDE Anne Gry Henningsen & Mikkel Løvenholt Reenberg
INSTRUKTØR Jacob Schjødt
DRAMATIKER Andreas Garfi eld
SCENOGRAF & LYSDESIGNER Mårten K. Axelsson
PRODUCENT (&) Pollner Teaterproduktion

Til skræk og advarsel

"Effektiv – og sjov – reklame mod druk kan anbefales alle, der nærmer sig den farlige, søde, udfordrende ungdomstid.[…] Slutningen kom fuldstændigt uventet – overrumplende - vi nåede ikke at klappe, før skuespillerne stod frem og bukkede. Men den kom helt rigtigt, slutningen, på præcis det moment, hvor man er kravlet helt derhen og kikker ned i den bundløse afgrund. Lyden af det ubesvarede opkald på mobilen bliver som et fortvivlet skrig. Det gav et gib i flere end mig."
Janken Varden, Børneteateravisen.dk

Læs hele anmeldelsen her:

"Det er oplagt at rykke klassens time til Nyhavn, [...] Så kan de unge selv være med til at tænke over,hvad druk kan munde ud som slutning." Monna Dithmer, Politiken

 

"Andreas Garfields tekst er helt tæt på de 13-åriges dilemmaer - og deres forældres - og skuespillerne Anne Gry Henningsen og Mikkel Løvenholt Reenberg drikker sig i hegnet med herligste humor." Anne Middelboe Christensen, Information

»4,1 promille« må siges at være en vellykket ungdomsforestilling." Knud Cornelius Frederiksborg Amts Avis
4,1 PROMILLE er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Tuborgfondet, Nordea-fonden, Københavns Scenekunstudvalg & BUPL’s Solidaritets- & Kulturpulje
     
BÅDTEATRET - NYHAVN 16Z - 1051 KØBENHAVN K - ADM: 33 13 21 51 / INFO@BAADTEATRET.DK - BILLETTER: BILLET@BAADTEATRET.DK