Nyhavn 16z  1051 Kbh k

Video

»Mit liv som Niels«

en autobiografisk bekendelses-forestilling
2. - 12. februar 2022
Tirsdag til fredag kl. 20
Lørdag og søndag kl. 17

MIT LIV SOM NIELS er et helt nyt forestillingsformat, der udspiller sig i en foredragsramme foran et stort filmlærred.

Det er er både teater, foredrag, historiefortælling og Stand Up i ét. Forestillingens hovedformål er at udbrede kendskabet til Niels. Ikke til Niels i bred forstand, men til lige præcis den Niels, der bærer efternavnet Grønne.
Niels har derfor været en tur ned af ”memory lane” og set på familiefotos, scrapbøger, slægtsbøger, familierelikvier, breve, m.m. Niels har endda fået taget en gentest for at blive klogere på sin oprindelse – og ja, resultatet var overraskende!
Niels har også besøgt sine barndomshjem, sin folkeskole, sit gymnasie, sin teaterskole og det fritidshjem hvor han arbejdede efter gymnasiet. Niels har endvidere searchet på internettet, besøgt lokalarkiver, opsøgt nogle af sine forældres kollegaer og haft timelange snakke med sine søskende.
Det er der kommet en masse skæve betragtninger og en stribe sjove og vedkommende historier ud af som Niels glæder sig til at komme rundt med i det ganske danske land.

MIT LIV SOM NIELS er i - ord og billeder - på en og samme tid Niels’ meget personlige historie og samtidigt en tidsfortælling med fokus på 60’erne – 80’erne, der får tilskuerne til at reflektere og tænke tilbage på deres eget liv.

"Det er en god historie! Så enkelt er det. Den handler om hvor tilfældigt man kan finde sin vej i livet - og hvem man står på skuldrene af.
På den måde handler den om en almindelig mand - og netop derfor bliver den helt vildt underholdende. Vi kan vel alle genkende os selv i det almindelige.
At forestillingen alligevel ikke bliver helt almindelig sørger Niels Grønnes' plastiske talent for. Hans omgang med fysisk og ordløst teater fornægter sig ikke, heller ikke når han skal sige (en masse) ord.
Vi har grint godt og længe – også under prøverne. Jeg er også blevet bevæget, når jeg har set forestillingen.

Det er bare en god historie!" Ina-Miriam Rosenbaum

 

Af og med: Niels Grønne

Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum og Niels Grønne

Dramaturg: Jane Rasch

Scenografisk konsulent: Julie Forchhammer

Teknik: René Lützen

Kostumer: Nadjaviga Vela Eviayea Jensen

 

Niels Grønne er skuespiller, instruktør og dramatiker og ”til dagligt” kunstnerisk leder i Dansk Rakkerpak & Faster Cool – Næstveds Internationale Egnsteater.
NB. Besøg eventuelt www.danskrakkerpak.dk , hvor du kan læse mere om Niels og se billeder fra forestillingen og en trailer fra ”Mit Liv Som Niels”

Dansk Rakkerpak er i København mest kendt for sine ”rablende” gadeteaterforestillinger af høj international kvalitet, der gennem flere årtier har spillet for voksne og børn forskellige steder i byen og som har ført til flere Reumertnomineringer og invitationer til festivaler over hele verden