Nyhavn 16z  1051 Kbh k

»Leas Rum«

4. - 6. juni 2021
Alle dage kl. 16.00

LEAS RUM er en mørk, poetisk og visuel stærk danseforestilling baseret på en virkelig historie. Forestillingen åbner det ubegribelige og sårbare rum et barn efterlades i efter seksuelle overgreb. Forestillingen belyser den brutale ændring af verden og tabet af mening og identitet i det indre kaos et barn gennemlever; fuldstændig alene, truet til tavshed, faret vild i sit traume, i skam, skyld og angst.

 

LEAS RUM springer i tid og rum, mellem barn og voksen og blander virkelige hændelser og erindringsglimt med drømme og mareridtsagtige billeder. LEAS RUM fortælles med underspillet humor og alvor gennem dans, ord, video og nykomponeret musik.

 

Med LEAS RUM sætter koreograf Pernille Garde skarpt fokus på konsekvenserne ved seksuelle overgreb mod børn og belyser et ubegribeligt og sårbart rum, usynligt for alle andre, fordi overgreb mod børn foregår mellem krænkeren og den krænkede bag lukkede døre.

 

LEAS RUM blev nomineret til en Reumert i kategorien årets danseforestilling 2020. CPHCULTURE nominerede LEAS RUM i kategorien årets danseforestilling 2019/20. Sherwin Reyes blev nomineret af CPHCULTURE i kategorien årets danser 2019/20, for hendes præstation i LEAS RUM.
 

AFTER TALK
4. 5. og 6 juni efter forestillingen kl. 17:00
Varighed ca. 20 minutter
Mød Lea Vesterby Nikulin og koreograf og iscenesætter Pernille Garde til en snak om forestillingens tilblivelse, om senfølger, diagnoser og den autentiske historie. Publikum har mulighed for at stille spørgsmål.
 

INTRO

Klædt på til LEAS RUM med Monna Dithmer lørdag 5. juni kl. 15.30

Bliv “Klædt på til…” dans. Vi har udvalgt fire danseforestillinger, som bliver introduceret af en af Danmarks dygtigste kulturformidlere, Politikens rutinerede teateranmelder Monna Dithmer.

Monna Dithmer er et levende danseleksikon og forstår at dele ud af sin store viden og passion for dans. Under åben himmel på Bådteatrets dæk kan du høre hende fortælle om Pernille Gardes danseforestilling LEAS RUM, der efterfølgende spiller. Den stærke forestilling er baseret på en virkelig historie og handler om overgreb og magtmisbrug.

Er du ikke vant til at se dans vil dette være en god start, da det vil give dig nogle koder til at aflæse forestillingen. Er du øvet, er det en anledning til at opleve forestillingen gennem Monna Dithmers briller.

Arrangementet er gratis at deltage i og starter en halv time inden forestillingen.

Bestil billetter her

 

Koreografi, idé, manuskript og iscenesættelse: Pernille Garde
Inspiration: Lea Vesterby Nikulin
Dansere: Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig og Jan Vesala
Musik og komposition: Mons Niklas Schak
Scenografi og video: Signe Krogh
Lysdesign og afvikling: Maria Pi Houmann
Kostumer og rekvisitter: Åsa Gjerstad
Dramaturgisk og koreografisk konsulent: Lisbeth Sonne Andersen
Producent: Pernille Garde Stage Art

 

Forestillingen er støttet af:
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Statens Kunstfond legatudvalg for Scenekunst, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og Legatudvalg for Musik, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Wilhelm Hansen Fonden, William Demants Fond, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond.

 

Om PERNILLE GARDE STAGE ART
PERNILLE GARDE STAGE ART skaber forestillinger i grænselandet mellem dans og teater og fortæller historier i et stærkt fysisk og poetisk billedsprog . Kompagniet bringer opmærksomhed, lys og humor på alvorlige, mørke emner som bl.a tab, overgreb og krig. I et detaljeret billedsprog inviteres publikum med ind i et emotionelt og særegent univers med mange lag og fortolkningsmuligheder. Kompagniet er under kunstnerisk ledelse af koreograf og iscenesætter Pernille Garde.

 

www.pernillegardestageart.dk
Facebook: @pernillegardestageart.dk
Instagram: pernillegardestageart.dk
 

Reumertjuryen 2020:
“Der var ikke noget formildende ved den autentiske overgrebshistorie i LEAS RUM, men der var noget afslørende originalt i dansens skildring af barnekroppen, der blev smadret af to voksne mænd. De rev i pigens smidige krop, så den var ved at blive flået i stykker. Og så man mærkede voldtægtens uhyrligheder. En ækel styrkedans der satte sig i sindet.”

Pressen skrev:

❤️❤️❤️❤️ Monna Dithmer, Politiken
“Dansens styrke gør ledsagende ord overflødige. Man behøver ikke vise så meget, følelsen går lige ind. Overgreb lugter ilde. Den tur ned i mørket har publikum på Bådteatret en sjælden mulighed for at være med på. Helt tæt på.”

 

⭐️⭐️⭐️⭐️ Casper Koeller, Sceneblog.dk
"Det er ikke bare en intens og knugende oplevelse, men også en vigtig forestilling i forhold til et tabuiseret emne.”

 

⭐️⭐️⭐️⭐️ Michael Søby, CPHCulture
"LEAS RUM bekræfter, at det er muligt at lave en danseforestilling selv om så vanskeligt et emne, når blot den kunstneriske integritet er i orden. Det er den heldigvis på Bådteatret."

 

⭐️⭐️⭐️⭐️ ISCENE
“En både poetisk og brutal koreografi, der rammer, fordi de fysiske billeder er så stærke.”

 

♦️♦️♦️♦️Ungt Teaterblod
"Denne forestilling er nemlig et yderst flot iscenesat og gennemkoreografisk værk, der virkelig forsøger at sætte skub i et emne, der ikke normalvis bliver berørt særlig ofte."

 

Michael Svennevig: msvennevig.dk
”Det er en helstøbt og modig forestilling gennemført med stor kunstnerisk ekvilibrisme og integritet. [...] Der er ingen vej udenom LEAS RUM.”

 

Vibeke Wern, Danstidningen:
"En stor force ved forestillingen er, at den aldrig bliver patetisk eller vulgær, heller ikke i de mere befamlende indslag og stiliserede overgreb. Mons Niklas Schak har lavet en enkel og stemningsfuld musik med uhyggelig grundtone til den velfungerende lille forestilling om et stort og svært emne."